mandag den 23. april 2012

Stilleben No. 49 - nu også som webshop!

Så kan jeg ikke holde det en hemmelighed længere - jeg realiserer en gammel drøm og åbner webshop! JA, det er næsten helt utroligt bare at skulle skrive det her, men nu sker det altså. Lige pludselig er der ikke langt fra tanke til handling...

Min mand har spillet en stor rolle i denne opstart - han har faktisk inddirekte "presset" mig ud i beslutningen på den gode og støttende måde. Den ene dag kom han hjem med papirerne fra cvr.dk, så jeg kunne få registreret shoppen: "Det haster ikke, min skat - du kan bare kigge på dem og udfylde dem ved lejlighed". Så det gjorde jeg en sen aftentime nogle dage senere, og da jeg egentlig kun manglede at sætte mine kragetæer på papirerne, så vupti - havde han da lige en kuvert og et frimærke, så vi kunne få sendt det af sted. Og så var vi jo i gang!

I starten af marts måned tog vi på indkøbstur til Belgien, fyldte bilen op til randen og nu knap 3 måneder senere, åbner jeg stilleben49.dk. Dét, der har taget længst tid, er faktisk at vælge webshop-udbyder, afprøve webshops, designe shoppen og så naturligvis - lægge alle varerne ind.

Jeg er super tilfreds med resultatet, og som en lille teaser, inden det går løs på onsdag, kan du her se, hvordan sitet ser ud. Jeg håber, at du har lyst til at besøge min webshop, og jeg glæder mig til at byde dig velkommen!

fredag den 13. april 2012

Projekt - Gulv og loft i soveværelse og walk-in, del 1

Kender I det med, at "timing is everything" ? Det passer så bare ikke helt på det projekt, som vi er gået i gang med i dag. Foråret er jo ankommet, og da skal der være fokus på udendørs projekterne, så vores timing er denne gang bare helt skæv!

Vi har nemlig kastet os over et halv-stort indendørs projekt i vores soveværelse og walk-in closet. Vi skal nemlig male gulvene hvide (det har længe stået højt på ønskelisten) samt slibe de gamle loftsbjælker OG naturligvis male væggene og lofterne. Gulvene i dag er ikke massive trægulve, men et billigt laminatgulv som vi selv lagde, da vi flyttede ind. Det er ikke så kønt længere, og jeg kan næsten ikke vente til det bliver malet. Det bliver dejligt lyst og lækkert.

Gulvet i soveværelset
- og i walk-in closet'et

Begge rum ligger faktisk i vores store lade, som er bygget sammen med resten af huset. Vi har i dag inddraget ca. 60 m2 fra laden, som netop er soveværelse, walk-in closet og et stort herreværelse/kontor. Man går faktisk et par trin op for at komme til denne del af huset, og lofthøjden er derfor ikke så høj som resten af huset. Bjælkerne i loftet er de oprindelige (laden er fra 1947, og selve huset fra 1877) og bliver så flotte, når de er slebet helt ned. Det har vi allerede gjort i herreværelset/kontoret, og resultatet er blevet rigtig flot og sådan lidt råt!

Bjælkerne i soveværelset
- og i walk-in closet'et

I netop dette øjeblik står min kære mand og sliber bjælkerne på livet løs, så vi kan grunde gulvene i morgen og male dem rigtigt på søndag. Og alle, der har malet gulve før, ved hvor vigtigt det er, at gulvene får tid til at tørre, inden man går videre, så det bliver først i næste weekend, at vi kan male vægge og lofter. Og så skal vi bruge lidt tid på at flytte alt på plads igen, og mon ikke at der kommer et par forandringer i kølvandet på denne "make-over". Jeg tænker: "Væk med gardinerne og op med nogle flotte træfriser!" Vi får se......

Soveværelset med gardiner - forhåbentlig snart et "før" billede

onsdag den 28. marts 2012

Vinduesdekoration - og lidt hemligt-nemligt!

Travlt optaget af min "hemmelighed" er der igen gået for lang tid siden sidst (skulle gerne kunne overholde mit eget ønske om et indlæg pr. uge), men nu tager jeg revanche, og denne gang afslører jeg lidt mere omkring min hemmelighed - helt sidst i indlægget.

Jeg har tidligere vist billeder af mit fantastisk smukke vindue, som jeg har købt hos myvintagehome.dk for lidt over et år siden, og som blev muret ind i væggen mellem vores hall og spisestuen. Ud over at det har givet en masse lys i spisestuen, er motivet bare så smukt, at jeg bliver glad hver gang, jeg kigger på det ;o)



På vores badeværelse havde vi et helt almindeligt aflangt vindue uden sprosser. Ud over at det bare var et lidt kedeligt vindue, var vinduet måske nærmere et "problem" for vores mandlige gæster, når de besøgte os og toilettet - de havde en god udsigt, men folk på vores terrasse kunne også kigge ind på dem - altså bare deres ansigt!

Det kan dog være lidt dyrt at skulle skifte et helt vindue, så jeg lod mig inspirere af det flotte vindue i hall'en og tegnede et motiv, som havde nogle af de samme elementer. Tegningen blev afleveret hos et grafisk trykkeri, som kunne overføre motivet til film, og vupti, vi havde fået et "nyt" vindue til en billig penge. Super flot, hvis jeg selv skal sige det...




Selvfølgelig kan man også "nøjes" med at sætte en flot stor frise op i vinduet, som vi har gjort ved et andet "kedeligt" vindue i spisestuen. Begge dele lukker stadig en masse lys ind, men igen - en løsning som koster næsten ingen penge!


 ___________________________________________


Og nu til det hemmelige - som dog stadig er en hemmelighed en kort stund endnu, men måske du kan gætte, hvad jeg har gang i ???