fredag den 28. oktober 2011

Sweet dreams!

Langt om længe er det lykkes mig at finde en ny gammel seng, og da jeg samtidig fik købt mig to fede gamle sengeborde i metal, er soveværelset som forandret!


Sengen består af to separate senge, som stammer fra Frederiksberg Hospital, vist nok fra ca. år 1920. De er "møg" tunge, men superstabile og en hel del højere end den gamle seng. Jeg fandt dem på www.dba.dk, og selvom at de stod i Jylland, kørte jeg gladeligt ca. 800 km for at hente dem hjem.


Sengebordene er fra henholdsvis www.summerfield.dk og www.dba.dk. Tanken var, at bordene helst skulle være ens, hvilket jo kan være svært, når det skal være i gammel stil. Jeg er dog faktisk ganske tilfreds med, at de blev forskellige, da udtrykket bliver lidt mere "skævt" og charmerende efter min mening. For at skabe et mere råt udseende har jeg sat to vind- og vejrbidte skodder op på hver side af sengen, og så er mine fantastiske Jielde lamper også blevet sat op.





















Jeg er rigtig glad for, at stilen er blevet mere rå i soveværelset, da det tit kan blive en anelse "putte-nutte" agtigt, og der skal jo også være plads til, at min mand kan falde til ro...

Et lille fif til tunge jernmøbler med hjul - køb klaverskåle i klar plastik, og dit gulv bliver skånet. Jeg bruger dem både under de nye senge, men også under min gamle franske jernseng. Du kan købe dem hos Juhl-Sørensen på www.klaver.dk.