fredag den 13. april 2012

Projekt - Gulv og loft i soveværelse og walk-in, del 1

Kender I det med, at "timing is everything" ? Det passer så bare ikke helt på det projekt, som vi er gået i gang med i dag. Foråret er jo ankommet, og da skal der være fokus på udendørs projekterne, så vores timing er denne gang bare helt skæv!

Vi har nemlig kastet os over et halv-stort indendørs projekt i vores soveværelse og walk-in closet. Vi skal nemlig male gulvene hvide (det har længe stået højt på ønskelisten) samt slibe de gamle loftsbjælker OG naturligvis male væggene og lofterne. Gulvene i dag er ikke massive trægulve, men et billigt laminatgulv som vi selv lagde, da vi flyttede ind. Det er ikke så kønt længere, og jeg kan næsten ikke vente til det bliver malet. Det bliver dejligt lyst og lækkert.

Gulvet i soveværelset
- og i walk-in closet'et

Begge rum ligger faktisk i vores store lade, som er bygget sammen med resten af huset. Vi har i dag inddraget ca. 60 m2 fra laden, som netop er soveværelse, walk-in closet og et stort herreværelse/kontor. Man går faktisk et par trin op for at komme til denne del af huset, og lofthøjden er derfor ikke så høj som resten af huset. Bjælkerne i loftet er de oprindelige (laden er fra 1947, og selve huset fra 1877) og bliver så flotte, når de er slebet helt ned. Det har vi allerede gjort i herreværelset/kontoret, og resultatet er blevet rigtig flot og sådan lidt råt!

Bjælkerne i soveværelset
- og i walk-in closet'et

I netop dette øjeblik står min kære mand og sliber bjælkerne på livet løs, så vi kan grunde gulvene i morgen og male dem rigtigt på søndag. Og alle, der har malet gulve før, ved hvor vigtigt det er, at gulvene får tid til at tørre, inden man går videre, så det bliver først i næste weekend, at vi kan male vægge og lofter. Og så skal vi bruge lidt tid på at flytte alt på plads igen, og mon ikke at der kommer et par forandringer i kølvandet på denne "make-over". Jeg tænker: "Væk med gardinerne og op med nogle flotte træfriser!" Vi får se......

Soveværelset med gardiner - forhåbentlig snart et "før" billede

onsdag den 28. marts 2012

Vinduesdekoration - og lidt hemligt-nemligt!

Travlt optaget af min "hemmelighed" er der igen gået for lang tid siden sidst (skulle gerne kunne overholde mit eget ønske om et indlæg pr. uge), men nu tager jeg revanche, og denne gang afslører jeg lidt mere omkring min hemmelighed - helt sidst i indlægget.

Jeg har tidligere vist billeder af mit fantastisk smukke vindue, som jeg har købt hos myvintagehome.dk for lidt over et år siden, og som blev muret ind i væggen mellem vores hall og spisestuen. Ud over at det har givet en masse lys i spisestuen, er motivet bare så smukt, at jeg bliver glad hver gang, jeg kigger på det ;o)



På vores badeværelse havde vi et helt almindeligt aflangt vindue uden sprosser. Ud over at det bare var et lidt kedeligt vindue, var vinduet måske nærmere et "problem" for vores mandlige gæster, når de besøgte os og toilettet - de havde en god udsigt, men folk på vores terrasse kunne også kigge ind på dem - altså bare deres ansigt!

Det kan dog være lidt dyrt at skulle skifte et helt vindue, så jeg lod mig inspirere af det flotte vindue i hall'en og tegnede et motiv, som havde nogle af de samme elementer. Tegningen blev afleveret hos et grafisk trykkeri, som kunne overføre motivet til film, og vupti, vi havde fået et "nyt" vindue til en billig penge. Super flot, hvis jeg selv skal sige det...




Selvfølgelig kan man også "nøjes" med at sætte en flot stor frise op i vinduet, som vi har gjort ved et andet "kedeligt" vindue i spisestuen. Begge dele lukker stadig en masse lys ind, men igen - en løsning som koster næsten ingen penge!


 ___________________________________________


Og nu til det hemmelige - som dog stadig er en hemmelighed en kort stund endnu, men måske du kan gætte, hvad jeg har gang i ???


tirsdag den 13. marts 2012

Lys over land

Usch, der gik lang tid denne gang - næsten 3 uger - før jeg fik tid til at sætte mig til tasterne og skrive endnu et indlæg. Meeen jeg har ikke lavet ingenting, nej jeg har noget på bedding, men det er forbliver en hemmelighed en tid endnu.....

Jeg har dog haft tid til at købe en ny gammel lampe. Nemlig en Christian Dell/Kaiser sakselampe, som min mand havde forelsket sig i, da vi var på loppemarked i Forum. Tdiligere havde vi to næsten identiske gulvlamper i spisestuen, én ved den franske jernseng og én ved lænestolen. Der skal naturligvis være godt lys, når man en sen aftenstund skal læse en god bog, men vi trængte alligevel til lidt forandring. Så da min mand så sakselampen, måtte det bare være sådan en! Jeg fandt den via www.dba.dk, og efter lidt forhandling fik jeg den ned i en pris, hvor jeg ville "lege" med.

Her kommer så lidt før og efter billeder - og da jeg har fået nyt kamera, håber jeg, at man også kan se en forskel. "Før" billedet er taget med det gamle Canon PowerShot A590IS, og "efter" billederne er taget med det spritnyt spejlrefleks kamera, Canon EOS 1100D IS.

Ja, der kom vist lys over land i mere end én forstand ;o)

"Før" - den gamle gulvlampe

"Efter" - den fine sakselampe